Hvem er vi
Amagerhus er en integreret institution med 66 børnehave pladser og 24 vuggestue pladser samt 15 voksne fordelt over 5 stuer.
Selvforvaltning
I Amagerhus vil vi gerne give børnene mulighed for selvforvaltning. Ved selvforvaltning forstår vi, at barnets ønsker bliver respekteret, at den voksne tilgodeser barnets behov, indenfor de rammer det er muligt. På grund af forskelle i børns udvikling og erfaringsgrundlag er der stor forskel på, små og store børns evner til selvforvaltning. Små børn har begrænset evne til at overskue tid og rum og sociale relationer, mens det modsatte gør sig gældende for større børn.
Omsorgskultur
I Amagerhus har vi omsorgskultur, som går ud på, at børn skal have mulighed for at udvikle en positiv selvforståelse. Vi er derfor meget opmærksomme på, at alle børn får et grundlæggende positivt samspil med de voksne samt de andre børn i institutionen.
Venskaber
Vi vægter børnenes indbyrdes venskaber højt. At have gode venner er noget af det vigtigste i et institutionsliv. Børnene i Amagerhus må selv vælge deres venner, dette betyder, at børn der er i gang med en leg, gerne må sige fra overfor andre børn, der ønsker at være med. Børnene bliver altså ikke påduttet venskaber.